About

Carsten Krogstrup

Carsten Krogstrup

Når man kalder Carsten Krogstrup for en realistisk maler, er det vigtigt lige at overveje, hvad realisme betyder. Hvis man f.eks. mener, at det er en kunstner, som ”bare” gengiver virkeligheden som den ser ud, må man gøre sig nogle ting klart: For det første vælger kunstneren det udsnit af virkeligheden, han vil male, hvilket allerede udelukker en masse ting. Kunstneren vælger også synsvinkel, belysning, ramme og andre ting, som kun er med til at gøre det hele mere subjektivt. Dernæst udvælger kunstneren de ting fra virkelighedens snapshot, som kompositorisk passer bedst. Noget, bl.a. de ellers så realistisk funderede guldaldermalere gjorde i stor stil. Når Købke maler en citrongul klud i et maleri primært bestående af jordfarver, når Eckersberg skildrer Colosseum fra lige præcis dén synsvinkel, når Lundbye flytter en bronzealderhøj, så den passer perfekt til billedopbygningen, er det alt sammen fordi det, de laver er kunst, ikke virkelighedsgengivelse.

Ser man på Carsten Krogstrups malerier, får man først indtrykket af en overmåde realistisk skildring af high society-miljøer. Checkede kvinder og mænd i ulasteligt og dyrt tøj går rundt i mondæne forretningsgader og ser på butiksfacader, betragter kunst på eksklusive minimalistisk indrettede gallerier eller hviler sig i deres kostbart udstyrede hjem. Så vidt så godt. Meget hurtigt forsvinder disse neutrale iagttagelser imidlertid til fordel for en snigende fornemmelse af uhygge. De smukke unge mænd og kvinder virker ensomme midt i deres materialistiske paradis. Nogle af dem ser endda ganske fortabte ud, siddende i egne tanker, funderende over livet og hvorfor de trods alle odds ikke er lykkelige. Spejlreflekser fra butiksvinduer og svingdøre er med til at øge denne følelse af utilpassethed og fare og man får en næsten Hitchcock´sk fornemmelse af kommende farer.

Med sin nyeste serie af malerier med den ildevarslende titel: ”Submission” – underkastelse, tager Carsten Krogstrup endnu et skridt væk fra realismen. Det, vi nu ser, er billeder af mænd eller kvinder, ulasteligt klædt som altid, liggende tilsyneladende livløse på jorden, mens en person af det modsatte køn kigger på på en sær udeltagende måde. I andre billeder betragter hovedpersonen nogle legetøjsfigurer på et bord. Figurer, en motorcykel, en kronhjort!, en kvinde liggende på jorden med en tabt sko ved siden af sig, som alle er med at give et surrealt, uvirkeligt indtryk. Fortællinger og fortolkninger trænger sig på. Er det, vi ser, et billede på det moderne følelseskolde kærlighedsliv? Er vi omvendt vidner til et raffineret seksuelt spil med sadomasochistiske undertoner eller er hele pointen med Carsten Krogstrups nyeste billeder, gåden i sig selv? Vores mere eller mindre ubevidste gøren og laden, vores fortvivlede forsøg på at finde en mening med livet, vores uopfyldte begær, kort sagt selve eksistensen med alle dens kringelkroge og tragikomiske tildragelser.

Carsten Krogstrups malerier pirrer vores nysgerrighed. De er på én gang æstetiske og foruroligende, smukke og lettere angstfremkaldende. De er som en film, man nærmest modvilligt ikke kan lade være med at se på, fordi den tager fat på livet selv, lige midt i det hektiske nu, der udgør eksistensen.

Tom Jørgensen